Die Barricade an der Kronen- und Friedrichstraße am 18.März 1848 - F.G. Nordmann, Farblithograpie, Berlin, 1848
Martsrevolutionen er en fælles betegnelse for en række borgerligt-liberalt inspirerede revolutioner, der rullede henover de tyske småstater i 1848. Tyskland var splittet i 38 småstater under det tyske forbund. 1848 var et kort tysk demokratisk forår, der dog hurtigt blev udraderet igen.
1848 var borgernes revolution. Rødderne går helt tilbage til afslutningen af Napoleonskrigene og Wienerkonkregressen i 1815. Så der var over 20 års modningstid for det "europæiske forår". Demokrati kommer ikke let og processen blev skudt i gang af voldelige optøjer i Paris i februar 1848 og det fik tyske borgere til at kræve demokratiske reformer i Tyskland. Hvorfor er det kongen, der skal bestemme det hele? Der blev gjort op med den herskende orden. Det gjorde vi også i Danmark - og det førte som bekendt til den første grundlov.
Revolutionen begyndte i Tyskland i Mannheim i februar 1848 og i maj åbnede Frankfurter nationalforsamlingen, som skulle lave en ny forfatning for hele Tyskland. Men fyrsterne fik vejret igen og i november 1848 var revolutionen slået til jorden igen med militær magt. Demokrati? Sådan noget pjat. I Danmark gik det som bekendt lidt bedre. Her fik vi både en grundlov og et parlament.
Martsrevolutionen var kulminationen på en række småoprør i Berlin: Skrædderrevolutionen (1830), Fyrværkerrevolutionen (1835) og kartoffelrevolutionen (1847). Læs mere om dem her på berlin-guide.dk
Martsrevolutionen
Den 13. marts 1848 var der folkesamling i tiergarten "Unter den Zelten" med mere end 10.000 deltagre. Da de vandrede hjem gennem Brandenburger Tor blev de angrebet af kavalleriet. Der var flere sårede.
14. marts 1848 fortsatte med gadekampe og barrikader i det små. Det fortsatte og den 16. marts var der flere døde.
Den 18. marts om formiddagen blev der forberedt flere indrømmelser som indkaldeldelse af en landdag, at indføre pressefrihed, at sænke toldsatserne. I følge overleveringen gik Friedrich Wilhelm IV (1840-61) ud til de demonstrerende og proklamerede under jubel:
„Der König will, daß Preßfreiheit herrsche; der König will, daß der Landtag sofort berufen werde; der König will, daß eine Konstitution auf der freisinnigsten Grundlage alle deutsche Länder umfasse; der König will, daß eine deutsche Nationalflagge wehe; der König will, daß alle Zollschlagbäume fallen; der König will, daß Preußen sich an die Spitze der Bewegung stelle.“
Om eftermiddagen den 18. marts var der mere end 10.000 mennesker på slotspladsen - de fleste for at juble over kongens reformer. Alligevel befalede kongen i nervøsitet over de mange mennesker, at militæret skulle rydde pladsen. Det gjorde kavalleriet så med dragne sabler og der blev skudt. Folket var rasende og følte sig ført bag lyset. Det blev til flere demonstrationer og endeligt kampe den 18. marts i Berlin med barrikader og gadekampe med folket mod de regulære preussiske styrker. Der blev skudt med skarpt og kampene kostede 183 døde og flere sårede. En af barrikaderne var i krydset mellem Jägerstrasse og Friedrichstrasse, hvor der i dag hænger en mindeplade. Der er også en mindeplade på hjørnet mellem Große Hamburger Str. og Krausnickstraße. Nogle tal siger, at der var 4.000 oprørere overfor 14.000 soldater. Der blev kæmpet hele natten.
Den 19. marts kaldte kongen, rystet over blodsudgydelserne, styrkerne tilbage. Ligene blev bragt til slotspladsen og kongen var tvunget til at se på dem. Om aftenen blev revolutions-sejren fejret med dans i gaderne. Nogle af de tilfangetagene oprører kom tilbage fra Spandau, hvor de var blevet mishandlet.
Kongen solidariserede offentligt sig med de "marts-faldene" og viste sig offentligt den 21. marts med revolutionsarmbindet (sort, rødt, gult). Han skrev oprob: "An meine lieben Berliner" (Se teksten længere nede).
Die Märtzgeffalenen
De døde blev begravet og mindet på Friedhof der Märtzgefallenen, som du kan besøge den dag i dag. 40.000 fulgte dem til graven - nogen taler endog om 100.000 eller 300.000: Der var mange. I maj blev den forfatningsgivende forsamling indkaldt - men ak, allerede i december opløste kongen forsamlingen igen og genoprettede sit gamle styre.
I november 1848 sluttede revolutionen. Den 10. november ved tre-tiden om eftermiddagen red Friedrich Graf von Wrangel i spidsen for 13.000 soldater ind af Brandenburger Tor. Den parlamentariske forsamling, som holdt til i Schauspielhaus på Gendarmenmarkt, blev opløst. Man kan godt mene, at det tyske demokratis første parlamentariske rødder var her.
Indsatsen gjorde Wrangel til helt hos kongen. Wrangel blev sat i spidsen for hæren i krigen mod Danmark i 1848 og i 1849 blev han guvernør i Berlin. I 1864 var han - 80 år gammel og senil - formelt set i spidsen af hæren i krigen mod Danmark. Hans militære løbebane var begyndt tidligt. Da han var 14 år var han løjtnant.
De konservative kræfter vandt - i denne omgang..
Dagen mindes iøvrigt med pladsen foran Brandenburger Tor, der hedder Plätz des 18. März - som også er datoen for de første frie valg i DDR i 1990.
Berliner Zeughaussturm
Martsdagene havde et mindre efterspil i løbet af sommeren i 1848, hvor borgerne den 14. juni stormede byens våbenarsenal Zeughaus (Det nuværende historiske museum på Unter den Linden). Se billedet ovenfor. De brød ind og stjal våben, faner og trofæer. I løbet af natten blev de fleste dog fanget og våbene bjerget igen. Skandalen betød først at Berlins politimester, Julius Minotoli, gik af - og senere hele regeringen Camphausen-Hansemann. Miseren er kendt som Berliner Zeughaussturm.
Kilder
Leksika mm.
http://www.zlb.de/projekte/1848/chronik.htm
Friedrich Wilhelm IV. - "An meine lieben Berliner"
Durch mein Einberufungspatent vom heutigen Tage habt Ihr das Pfand der treuen Gesinnung Eures Königs zu Euch und zum gesamten deutschen Vaterlande empfangen. Noch war der Jubel, mit dem unzählige treue Herzen mich gegrüßt hatten, nicht verhallt, so mischte ein Haufe Ruhestörer aufrührerische und freche Forderungen ein und vergrößerte sich in dem Maße als die Wohlgesinnten sich entfernten. Da ihr ungestühmes Vordringen bis in's Portal des Schlosses mit Recht arge Absichten befürchten ließ und Beleidigungen wider meine tapfern und treuen Soldaten ausgestoßen wurden, musste der Platz durch Kavallerie im Schritt und mit eingesteckter Waffe gesäubert werden und 2 Gewehre der Infanterie entluden sich von selbst, Gottlob! ohne irgend Jemand zu treffen. Eine Rotte von Bösewichtern, meist aus Fremden bestehend, die sich seit einer Woche, obgleich ausgesucht, doch zu verbergen gewusst hatten, haben diesen Umstand im Sinne ihrer argen Pläne, durch augenscheinliche Lüge verdreht und die erhitzten Gemüter von Vielen meiner treuen und lieben Berliner mit Rachegedanken um vermeintlich vergossenes Blut! erfüllt und sind so die gräulichen Urheber von Blutvergießen geworden. Meine Truppen, Eure Brüder und Landsleute, haben erst dann von der Waffe Gebrauch gemacht, als sie durch viele Schüsse aus der Königsstraße dazu gezwungen wurden, das siegreiche Vordingen der Truppen war die notwendige Folge davon.
An Euch, Einwohner meiner geliebten Vaterstadt, ist es jetzt, größerem Unheil vorzubeugen. Erkennt, Euer König und treuster Freund beschwört Euch darum, bei Allem was Euch heilig ist, den unseeligen Irrthum. Kehrt zum Frieden zurück, räumt die Barricaden die noch stehen hinweg, und entsendet an mich Männer, voll des ächten alten Berliner Geistes mit Worten wie sie sich Eurem König gegenüber geziemen, und ich gebe Euch mein Königliches Wort, dass alle Straßen und Plätze sogleich von den Truppen geräumt werden sollen und die militärische Besetzung nur auf die nothwendigen Gebäude, die des Schlosses, des Zeughauses und weniger anderer, und auch da nur auf kurze Zeit beschränkt werden wird. Hört die väterliche Stimme Eures Königs, Bewohner meines treuen und schönen Berlins und vergesset das Geschehene, wie ich es vergessen will und werde in meinem Herzen, um der großen Zukunft Willen, die unter dem Friedens-Seegen Gottes für Preußen und durch Preußen für Deutschland anbrechen wird.
Eure liebreiche Königin und wahrhaft treue Mutter und Freundin, die sehr leidend darnieder liegt, vereint ihre innigen, thränenreichen Bitten mit den Meinigen. -
Geschrieben in der Nacht vom 18-19.März 1848
Friedrich Wilhelm