Politiske fanger og politisk forfølgelse i Tyskland er heldigvis henvist til historiebøgerne nu. Fænglset i Hohenschönhausen i Berlin er centralt i historien om politiske forfølgelse i DDR - og du kan besøge fængslet, der nu er blevet et historisk mindesmærke. Du kan også tale med tidligere fanger. Det er faktisk dem, der viser dig rundt. De personlige skildringer gør stort indtryk - og det kan gå hen og blive det du husker allerbedst fra Berlin.
Historien om fængslet iHohenschönhausen begyndte i juni 1945, da det sovjetiske hemmelige politi overtog bygningerne og gjorde dem til opbevarings og transit lejr. "Special Lager No. 3". Fængslet var ikke stort dengang. Cellerne lå i en fugtig kælder, og da fængslet var småt måtte der være det flere i kældrene. Ofte så mange at man måtte skiftes til at ligge ned.
Det var ikke noget sundt sted at være: Kondensvandet drev af væggene og skimmelsvamp alle steder, potten i hjørnet måtte man deles om. Der var som regel mørkt. Der var specialindrettede celler med vandtortur og gummiceller.
I 1951 overtog det østtyske statssikkerhedsministerium STASI bygningerne og gjorde det til fængsel. Den brutale kælder blev sløjfet og istedet blev der bygget et fængsel, hvor den psykiske terror blev rafineret ud i det ekstreme.
Tusinder af politiske fanger har passeret gennem dette fængsel og snart sagt alle kendte modstandere af regimet i DDR har siddet her. Bygningerne og inventaret er stort set intakt og giver et skræmmende indblik i politisk kontrol og forfølgelse.
Hovedundersøgelsesbureauet (Haubtabteilung IX) og det centrale fælgsels departements hovedkvarter (Abteilung XIV) havde direkte adgang til Erich Mielke, der var ansvarlig for statssikkerhed.
Fængslet lå i et beskyttet militært område, der var hermetisk lukket for den omgivende verden. Området var ikke synlig på nogen kort over østberlin.I området og i alle huse og lejligheder med vinduer mod lejren boede Stasis egne folk. Fængslet var endvidere hovedkvarter for en række andre tjenester som det hemmelige NAZI arkiv og HVA - dataanalyseafdelingen for spionage.
Indtil 1974 lå arbejdslejren "Camp X" umiddelbart op til fængslet. Her arbejdede dømte fanger for Ministeriet for statssikkerhed. Selv de der var indespærret viste intet om, hvor de var. Det sker endnu den dag idag, at folk der bliver vist rundt pludselig udbryder: "Jamen, det var jo her jeg var indespærret".
Fangeliv
Fangerne blev ført til fængslet i lukkede, anonyme specialvogne, så de ikke kunne se, hvor de kom hen. Ved ankomsten blev de registreret, kropsundersøgt, desinficeret(?), frataget al personlig udstyr og fik udleveret undertøj, slåbrok og sutsko. Fangerne måtte ikke tale i cellerne og måtte ikke møde andre fanger på gangene. En system med røde og grønne lys på gangene fortalte vogterne om fangen kunne gå frem på gangen uden at møde nogen.
Der var strenge regler - fx at sovestillingen var på ryggen med begge hænder over tæppet. Det blev tjekket flere gange i timen om reglerne blev overholdt ved at tænde lyset i cellen. Hvis fangen lå forkert blev vedkommende straks vækket og bedt om at sove reglementeret. Vinduerne i fængslet lader lys slippe ind, men de er ikke gennemsigtige. I dagstimerne skulle sengen være redt reglementeret. Fangerne måtte kun stå eller gå i deres celler. Ikke sidde eller ligge. Ikke tale eller synge eller læse. Faktisk kun stå ret op og ned i løbet af dagen og vente på forhør.
Ved at forvirre fangerne med julepynt på skæve tidspunkter, påskekyllinger mv., forsøgte STASI at desorientere de indsatte. Til hver fange var der tilknyttet et hold af forhørere, så fangerne kunne til enhver tid på døgnet blive kaldt til forhør. Forhørene kunne vare 5 minutter eller 5 timer. Det viste fangen aldrig på forhånd. Forhørene kunne komme med dages mellemrum eller med timers mellemrum. Fanger, der ikke overholdt reglerne, blev isoleret i en blæksort gummicelle.
Fængslet var til politiske fanger: fx en mor der kom til at sige "dumme kommunister", da hun var utilfreds med børnehaven, en ung mand, som satte et billede af sangeren Wolf Bierman i vinduet, en journalist der søgte udrejsetilladelse. For DDR staten blev det en industri at indfange folk, der så kunne blive løskøbt af Vesttyskland mod solide vesttyske D-mark, som Vesttysklands valuta hed dengang. Børn af forældre, der søgte udrejse, risikerede tvangsadoption til rettroende DDR partimedlemmer.
Ved løsladelsen var det almindeligt med et tandlægetjek. Bag hovedstøtten sad et kraftigt røngtenstråleapparat. Formålet kan kun have været at skade de løsladte mest muligt på deres vej til Vesten.
Tag med på rundvisning
Besøgscentret ligger ved indgangen og kun guidede ture er mulige i fængslet. De fleste rundvisere er tidligere fanger, som også fortæller om deres egne oplevelser i fængslet. Man kan også lave interviewaftaler og aftaler om filmoptagelser med dem. Rundvisningerne er personlige beretninger, og det er vanskeligt ikke at blive berørt af hensynsløsheden og meningsløsheden. Et besøg her får alle 6 stjerner af 5 mulige fra Berln-guide.
Som regel foregår rundvisningen på tysk, men hver lørdag kl. 14:00 er der ture på engelsk. DDR styrets brutalitet er lidt overset sammenlignet med Nazisternes - og historien er langt tættere på.
Mange af de STASI folk, der boede i området dengang, bor der endnu. Bødler og ofre kan stadig møde hinanden på gaden og det er er ikke lige populært at tidligere fanger viser rundt. Det sker også, at skilte til fængslet pilles ned eller, at dem du spørger om vej, aldrig har hørt om fængslet. Nogen tyskere tror den dag i dag ikke på, at fængslet rent faktisk var et gråt og lukket DDR fængsel under den kolde krig.
Det er en bevægende oplevelse at deltage i en rundtur og det kan stærkt anbefales at besøge fængslet og høre de tidligere fangers beretninger isolation, forhør, umenneskelighed.
På hjemmesiden finder du også en informativ brouchure på dansk.
Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen
Besucherdienst
Genslerstr. 66, 13055 Berlin
Telefon: 0 30 – 98 60 82 - 30